Torsdag kl. 20.00 går det endelig løs i Bambuni Herreligaen, når TTH Holstebro åbner den nye sæson mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i Gråkjær Arena.
Efter en lang opstart med træning og testkampe skal der igen spilles om point, og cheftræner Arnór Atlason glæder sig til at tage hul på sæsonen foran hjemmepublikummet:
– Vi glæder os alle sammen helt vildt til, at det går løs. Det er dejligt, at vi starter på hjemmebane, og vi ved, hvor meget opbakningen i Gråkjær Arena betyder for os.
Arnór fortsætter:
– Hjemmebanen skal være en kæmpe styrke, og vi skal være gode til at samle point her. Derfor håber jeg virkelig, at folk kommer og hjælper os til en god start, siger Arnór Atlason.
En stærk modstander fra start
På den anden side står BSH, der kommer til Holstebro med et spændende mandskab og flere nye tilføjelser. Cheftræneren har set gode takter fra torsdagens modstander gennem opstarten:
– BSH bliver en hård omgang. De har fået nogle spændende tilføjelser og har set rigtig gode ud i opstarten. De dækker virkelig godt op, og angrebsmæssigt synes jeg også, de har fundet noget, der fungerer. Jeg tror, de kommer til at spille en god sæson, så der er meget, vi skal forholde os til.
For TTH Holstebro bliver en af nøglerne at finde løsninger offensivt og samtidig få sat den defensive organisation fra første minut:
– Vi er godt i gang og kommer til at gøre alt for at få de to point. Vi skal finde vores måde at lave mål på, men samtidig skal vi selv stå med en rigtig stærk defensiv. Tilskuerne kan godt glæde sig til en fysisk hård kamp mod nogle store og stærke drenge. Der kommer knald på med masser af fysik og fart. Jeg tror ganske enkelt, det bliver en rigtig god håndboldkamp, afslutter Arnór Atlason.
Torsdag starter en ny sæson. Første mulighed for point. Første kamp i Gråkjær Arena. TTH Holstebro er klar.