Benedikt er landet i Holstebro: Det går bedre og bedre

Benedikt er landet i Holstebro: Det går bedre og bedre

Efter en sommer, der blev markant anderledes end forventet, er Benedikt Óskarsson nu landet i Holstebro og blevet en del af hverdagen omkring TTH Holstebro.

Den 23-årige islandske playmaker blev i sommerferien ramt i hovedet af en golfbold og mistede efterfølgende al kraft i sin højre hånd. Ulykken betød, at Benedikt ikke kunne være med, da resten af holdet tog hul på pre-season.

Siden har fokus været på genoptræningen, og nu er Benedikt rykket til Holstebro, hvor han stille og roligt er ved at finde sig til rette i sine nye omgivelser.

Godt modtaget i Holstebro

Selvom starten på hverdagen i Danmark ikke blev, som Benedikt havde forestillet sig, glæder han sig over endelig at være kommet til sin nye hjemby og tættere på holdkammeraterne:

– Det har været dejligt at komme til byen. Holdet har taget godt imod mig, og klubben, John og særligt Johannes Andrasson har været rigtig gode ved mig. Jeg er kommet mere og mere på plads, så nu er det kun lidt småting, der mangler, fortæller Benedikt Óskarsson.

Mens han arbejder på at blive klar til håndboldbanen, har Benedikt allerede fået en forsmag på det, der venter ham i Gråkjær Arena. Fra tribunen har han blandt andet oplevet hjemmekampene mod Skjern Håndbold og Sønderjyske:

– Jeg har set flere kampe nu i Gråkjær Arena, og der er rigtig meget stemning her. Særligt mod Skjern Håndbold, men der var også en flot stemning mod Sønderjyske. Der kan skabes høj lyd og god stemning, så det glæder jeg mig til at opleve. Jo flere desto bedre, fortæller Benedikt.

Det går den rette vej

Det vigtigste er fortsat Benedikts helbred og genoptræning. Efter ulykken tilbragte han fire dage på hospitalet og begyndte efterfølgende sin genoptræning hjemme på Island.

Siden er der sket fremskridt. Hovedet har det markant bedre, mens arbejdet med at få hånden helt tilbage fortsætter:

– Det går den rette vej. Det går bedre og bedre hele tiden. Hovedet er blevet næsten perfekt, så det tager lidt tid med hånden, men det bliver bedre og bedre, fortæller Benedikt Óskarsson.

Der er fortsat ikke sat en dato på, hvornår den islandske playmaker kan være kampklar. Fokus er fortsat på at tage genoptræningen i det rette tempo.

Indtil da er Benedikt nu en del af hverdagen i Holstebro, og fra tribunen har han allerede fået en smagsprøve på den hjemmebane, han forhåbentlig selv skal løbe ind på, når tiden er rigtig.

Personlig sponsor