Lørdag kl. 16.00 er der igen lokalderby i Gråkjær Arena, når TTH Holstebro tager imod Skjern Håndbold i et af de mest traditionsrige opgør i dansk håndbold.
Der er kampe, der betyder lidt mere end andre. Opgørene mellem TTH Holstebro og Skjern Håndbold har gennem mange år haft deres helt eget liv, og lørdag skal endnu et kapitel skrives i kampen om Vestjylland.
For TTH Holstebro kommer lokalderbyet efter tirsdagens skuffende nederlag til Sønderjyske Herrehåndbold. Derfor handler det ikke kun om rivaliseringen og de to point. Holdet skal tilbage til det udtryk, den fight og den energi, som har kendetegnet de gode præstationer i sæsonstarten.
Klubikon Magnus Bramming ved om nogen, hvad kampene mod Skjern betyder:
– Vi sætter altid et stort kryds under kampene mod Skjern. De betyder noget helt specielt for TTH Holstebro og for Holstebro som by. Der plejer altid at være en fantastisk stemning og nogle gode kampe, men mod de grønne har det bare sit eget liv. Der er ekstra meget liv og sjæl i det hos både spillere og publikum, siger Magnus Bramming.
Vi skal stå sammen
Og netop publikum kan igen få en afgørende rolle. Et lokalderby skal kunne mærkes fra første sekund, og derfor lyder opfordringen fra både Bramming og resten af holdet klar: Kom i god tid, kom i hvidt og vær med til at skabe den kulisse, som Vestjysk El Clásico fortjener.
Lørdag kl. 16.00 kæmper vi om Vestjylland. Vi har brug for hele Holstebro og omegn i ryggen.