11.05.2023

19-årige Jens fik ligadebut: Hårdt arbejde og lange køreture værd

Jens Kromann Møller indfriede et stort personligt mål, da han fik ligadebut og tilmed scorede sit første mål i kampen mod SønderjyskE.

Af Nanna Gantriis

På papiret var onsdagens kamp mod SønderjyskE uden betydning, da begge hold havde sikret sig næste års ligaplads.

Men for 19-årige Jens Kromann Møller var aftenen i grænselandet alt andet end ubetydelig.

Talentet fra TTH Ungdom fik debut på ligaholdet og scorede tilmed sit første mål i HTH Herreligaen.

- Wow… lyder det som det første fra Jens efterfulgt af et stort smil, da pulsen har lagt sig, og spillerbussen er begyndt at trille hjem mod Holstebro.

- Det er nok det største i min håndboldkarriere indtil videre.

Højre fløjen har tidligere deltaget i træninger med ligaholdet, men minutterne på banen i SønderjyskE var de første af officiel karakter for det unge talent.

Et mål og et tilkæmpet straffekast blev det til, inden Jens Møller kunne sætte sig ud på udskiftningsbænken og give highfives til de ventende holdkammerater.

- I pausen får jeg af vide, at jeg starter inde i anden halvleg. Min første tanke var, at så var det nok meget godt, at jeg lige havde scoret et par mål på Sander under opvarmningen i pausen, lyder det med et smil.

Særlige gæster på tribunen

Udover holdkammeraterne, kunne Jens også fejre ligadebuten med sin mor og lillebror, der havde taget turen til Sønderborg fra barndomshjemmet i Viby, Aarhus.

- Det var kæmpestort at kunne dele oplevelsen med dem. Jeg nåede lige at snakke med dem i pausen og fortælle dem, at jeg skulle starte inde i anden halvleg. Det var specielt, lyder det med et smil.

- Jeg plejer jo at sidde oppe på tilskuerpladserne sammen med dem og se kampen. Så sidder man og tænker: ’Ej det var en fed detalje’, og ’Kunne jeg have gjort det? Kunne jeg være med på det her niveau?’. Det fik jeg svar på i dag, at det kan jeg… så småt, lyder det beskedent fra det 19-årige talent, der de seneste tre år har været en del af TTHs akademi.

Glæder sig allerede til juli

Til juni skal studenterhuen i hus på Holstebro Handelsgymnasium, og til juli bliver Jens en fast del af ligatruppen i TTH.

- Jeg glæder mig allerede til at møde ind til juli igen. Det bliver hårdt, og der skal arbejdes, men det glæder jeg mig til. Jeg er jo i en position, hvor der skal arbejdes for minutter på banen, og det ser jeg frem til at kæmpe for.

Først skal han dog nyde, at ligadebuten og første mål er i hus:

- Den her oplevelse kommer jeg til at leve på i noget tid. Det er summen af mange træningstimer, hårdt arbejde og lange køreture, der nu har givet pote.

Jens er en del af

Forrige Næste