29.10.2022

'22 mål inden pausen skal man være glad for'

TTH-mandskabet spillede noget nær en perfekt første halvleg mod SønderjyskE fredag aften. Vi tog en snak med to af hovedaktørerne: Nikolaj Markussen og Magnus Bramming.

Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Kiggede man rundt i Gråkjær Arena i det 29. spilminut mod SønderjyskE i går, ville man se en hel hal, der havde rejst sig op til stående applaus. Og med god grund.

TTH-mandskabet spillede en knivskarp første halvleg, og kunne gå til pause foran med otte mål: 22-14.

- Når man scorer 22 mål inden pausen, så skal man være glad og stolt, siger Nikolaj Markussen, da vi fangede ham efter slutfløjt.

Venstrebacken spillede stort, og præsterede intet mindre end 6 målgivende assists til sine holdkammerater:

- Den måde som SønderjyskE dækkede op på, gav mig muligheden for at få skabt nogle gode chancer til Tilsted og stregspillerne.

Bramming: ’Jeg brændte jo i dag… det var ikke så godt’

En anden TTH’er der havde tur i tingene var Magnus Bramming. Venstrefløjen har kun brændt 6 skud ud af 49 mulige i denne sæson og scorede fredag aften 7 mål:

- Jeg brændte jo to i dag… det var ikke så godt, indleder Bramming.

- Men udover det, så synes jeg, at jeg har fået godt gang i straffekastene og målene i det ordinære spil. Jeg tænker ikke så meget over det, men nyder bare at spille og leger mig til tingene, siger venstrefløjen, der er blandt de mest effektive i ligaen pt.

4 point og 50 optimale minutter

Ugens udbytte lyder dermed på 4 point efter sejre over både HC Midtjylland og SønderjyskE.

- Det var det, vi havde håbet på. Vi fik fordelt ressourcerne mod både Midtjylland og SønderjyskE, så alle kom ind og bidragede, siger Markussen og bliver bakket op af Bramming:

- Det er lidt ærgerligt, at vi lader SønderjyskE komme tilbage de sidste 10 minutter af kampen, men sådan er det. Vi fokuserer på det rigtige gode håndbold, vi spiller de første 50 minutter.

Næste hjemmekamp er onsdag den 8. november, når vi spiller hjemme mode Mikkel Hansen og Aalborg Håndbold. Der er godt gang i billetsalget, så skynd dig at købe dine billetter ved at klikke her.
 
Personlig sponsor for Nikolaj Markussen og Magnus Bramming er ID Identity og Restaurant SPRØD.

Forrige Næste