09.06.2024

Årets talent: Simon Kirkegaard

Traditionen tro skal vi - i samarbejde med BIRN - have kåret Årets Talent i TTH Holstebro. I år er valget faldet på Simon Kirkegaard fra U19, der kun har udviklet sig én vej: Fremad

Af Nanna Gantriis

- Det er ikke lige så nemt at komme forbi dem i forsvaret. Man skal have hovedet med.

Sådan lyder det fra Simon Kirkegaard, når han skal forklare, hvordan han kommer forbi Jonas Porup, Mathias Smed og Miha Zvizej til træningerne med ligamandskabet i Gråkjær Arena.

For selvom dåbsattesten kun siger 19 år, så har højre backen i denne sæson været fast gæst ved ligatræningerne - når han altså ikke har spillet fuld tid på klubbens U19-hold.

Ansvar og direkte spil har gjort Simon bedre

Og det er ikke tilfældigt, at Simon har deltaget i træningerne på liganiveau. Han har nemlig udviklet sig gevaldigt i denne sæson, forklarer talentansvarlig Jacob Hessellund:

- Simon har rykket sig meget positivt i år. Udover at han fra naturens side har en masse fart i fødderne og hurtige accelerationer, så er Simon i denne sæson også blevet mere direkte i sit spil, og han er blevet bedre til at vurdere de situationer, som gør ham og hans medspillere endnu bedre, roser Hessellund, som har været med til at vælge Simon som Årets Talent.

Kunsten at gøre de store drenge rundtosset

Efter sommerferien bytter Simon Kirkegaard U19 ud med U23 og seniorhåndbold. Og her kan hurtige fødder og et godt vurderingsspil komme højre backen til gode, så han kan gøre de store forsvarsspillere rundtosset.

- Jeg glæder mig til at skulle spille noget ’voksenhåndbold’ efter sommerferien. Ligatræningerne har givet mig god erfaring, og selvom niveauet er højere end på U19, så giver det mig bare endnu mere motivation for at udvikle mig yderligere, siger Simon Kirkegaard.

Med i bagagen kan højre backen nu også tage titlen som Årets Talent:

- Det er helt sikkert en anerkendelse, og det betyder noget, at klubben har set og anerkendt mine præstationer i denne sæson. Det giver mig bare ekstra lyst til at give den gas til træning.

Prisen som Årets Talent gives i samarbejde med BIRN, og blev overrakt af virksomhedens økonomidirektør, Esben Trier Lund samt Group Markering Manager, Janis Pilgaard.

Udover at overrække prisen som Årets Talent, er BIRN også fast talentpartner i klubben.

 

Forrige Næste