05.10.2023

Atlason efter Skjern-sejr: 'Stolt af holdet'

Arnór Atlason var stolt af sit mandskab, efter de hvidblusede slog Skjern Håndbold på en svær udebane onsdag aften.

Af Nanna Gantriis

Han havde godt hørt, at kampene mod Skjern var noget særligt. Derfor var Arnór Atlason også rigtig glad for sejren i Skjern onsdag aften:

- ’Husk at slå Skjern.’ Det var noget af det første, folk sagde til mig, da jeg startede i TTH Holstebro. Så det var en ekstra god følelse at tage to point med hjem fra Skjern i går, siger cheftræneren dagen derpå.

Atlason fremhæver især forsvaret og tilliden hans hold viste onsdag aften:

- Det var klart vores bedste defensive præstation i denne sæson. Og så er jeg stolt over, at vi stod imod modgangen i 2. halvleg og holdt fast i de ting, vi havde aftalt. Det var meget vigtigt for os.

Næste opgave: Danmarks bedste hold

Atlason & co. har ikke længe til at nyde derby-sejren.

Allerede på lørdag skal holdet i ilden igen, når Aalborg Håndbold gæster Gråkjær Arena lørdag eftermiddag. Og islændingen tøver ikke med at kalde nordjyderne for ’Danmarks bedste hold’:

- Vi skal minimum levere det, vi leverede i går. Hvis bare man giver Aalborg den mindste chance, så udnytter de det. Vi er klar over, at vi skal præstere rigtig godt, men vi har tænkt os at bide fra os og opsøge muligheden for at tage point mod Aalborg.

2.400 har allerede købt billet til lørdagsbraget mod Aalborg. Bestil din billet ved at klikke her.

Personlig sponsor for Arnór Atlason er  

Forrige Næste