07.10.2023

Atlason: ’Vi formåede ikke for alvor at udfordre Aalborg’

Arnór Atlason skulle forsøge at skabe overraskelsen mod sin tidligere arbejdsgiver, da stjernerne fra Aalborg Håndbold gæstede Gråkjær Arena.

Af Nanna Gantriis

Arnór Atlasons tropper formåede ikke at skabe overraskelsen mod ligaens klare førerhold, Aalborg Håndbold, da de to hold mødtes i Gråkjær Arena lørdag eftermiddag:

- Vi vidste, at skulle vi hamle op med Aalborg, så skulle vi spille på vores maksimum - både i angrebet og forsvaret. Det formåede vi ikke, og derfor ender det med et klart nederlag i dag.

TTH-mandskabet havde ellers fået den optimale optakt, da holdet i midtugen slog Skjern Håndbold. Og cheftræneren havde håbet på, at holdet kunne ride videre på denne bølge:

- Jeg havde håbet, at vi var klar til at slippe håndbremsen og spille frit, men det var vi ikke i dag. Det ærgrer mig, lød det efterfølgende fra Arnór Atlason.

Ros til unge Jepsen: ’Han gik bare på kassen’

Atlason fremhævede dog én spiller, som udfordrede Aalborgs stjerner: 20-årige Jonas Jepsen:

- Jeg var rigtig glad for at se Jepsen i dag. Han tænkte ikke så meget over det. Han spillede bare og mod kassen. Så stor ros til ham.

Der venter nu TTH-mandskabet en uges kamppause inden ligaens nummer 2, Mors-Thy Håndbold venter på udebane næste lørdag.

Personlig sponsor for Arnór Atlason er

Forrige Næste