01.09.2023

Atlason: ’Vi manglede skarphed i det afgørende moment’

Skarpheden manglede i det afgørende moment mod Nordsjælland Håndbold. Men cheftræner Arnór Atlason er fortrøstningsfuld og mener, at tingene kan ændres til onsdagens hjemmekamp.

Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Det var tæt, da TTH-mandskabet fredag aften skød Herreligaen i gang på udebane mod Nordsjælland Håndbold.

De to hold fulgtes ad i store dele af kampen, men da vinderen skulle findes med 10 minutter igen, manglede TTH-mandskabet den sidste kynisme:

- Det ærgrer mig, at vi ikke var skarpe nok i den periode. Vi er i overtal på det tidspunkt og foran med 1 mål, men vi er ikke kyniske nok til at lukke kampen, sagde Arnór Atlason efter slutfløjt.

Atlason: ’Fejlene kan hurtigt justeres’

TTH-mandskabet har dog allerede mulighed for at revanchere onsdag aften, hvor holdet møder TMS Ringsted hjemme i Gråkjær Arena. Og cheftræner Atlason er fortrøstningsfuld:

- Der er ingen grund til at male fanden på væggen, fordi vi har tabt sæsonens første kamp på udebane med ét mål. Selvfølgelig er vi ærgerlige over det, men jeg mener også at de fejl, vi laver i dag hurtigt kan justeres, så vi står skarpe på onsdag mod TMS Ringsted.

Du kan købe din billet til onsdagens kamp mod TMS Ringsted ved at klikke her.

Personlig sponsor for Arnór Atlason er

Forrige Næste