Stregspiller Miha Zvizej hæfter sig ved holdets stærke præstation og ser det som et tegn på, at de er på rette vej:
- Vi er i stand til at udfordre ligaens bedste hold gennem hele kampen og tvinge dem til at bruge alle ressourcer. Vi ville så gerne have haft point med hjem, men det vigtigste er, at vi i længere tid har haft et stærkt mindset og gode træninger. Fortsætter vi med den samme fokus og forberedelse, bliver vi svære at spille mod i de kommende kampe, udtaler Miha Zvizej.
Også topscorer Kevin Gulliksen, der nettede syv gange mod Aalborg, ærgrer sig over resultatet, men ser samtidig optimistisk på de kommende kampe:
- Det er bittert at stå uden point, når vi var bedst i 50 minutter. Vi viser tro på egne evner og burde have hevet noget med hjem. Men vi er stadig på rette vej – hvis vi rammer samme niveau i de sidste fem grundspilskampe, kommer pointene, udtaler Kevin Gulliksen, som i næste uge er med det norske landshold.