Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund
Da Frederik Bjerre for et år siden mødte ind til første træning i TTH, var det med et skarpt blik i øjnene og en sort notesbog fyldt med træningsnotater i hånden: Han var klar til at tage det næste skridt.
Et år senere er den sorte notesbog stadig med til træning, og blikket er stadig skarpt rettet, når der skal løftes tunge vægte i fitness. Alligevel har mange ting ændret sig det seneste år, fortæller Frederik Bjerre:
- For mig har skiftet til TTH været det helt rigtige. Jeg står her 12 måneder senere, og føler mig som en meget bedre spiller og en mere erfaren spiller, selvom jeg stadigvæk er ung, siger den 23-årige fløjspiller, der inden skiftet til TTH havde været en del af Mors-Thy Håndbold i fem sæsoner.
- Sæsonen 23/24 har nok været den sæson, hvor jeg har udviklet mig mest i min karriere. Jeg har fået nogle erfaringer, som bliver værdifulde i fremtiden, og så har jeg fundet min plads på holdet.
Statistikkerne lyver aldrig
Én ting er følelsen af at være blevet bedre. Noget andet er statistikkerne, som kan vise udviklingen sort på hvidt.
Med 141 mål i 32 kampe blev Frederik Bjerre klubbens næstmest scorende i denne sæson - kun overgået af Nikolaj Enderleit. Men det er især på udnyttelsesprocenten, at venstrefløjen kan mærke fremgang - hvilket ikke er tilfældigt.
78,4 procent af Frederik Bjerres skud i ordinært spil blev omdannet til mål i sidste sæson. Tager man straffekast med, ryger venstrefløjens træfsikkerhed op på 81 procent, og gør ham til den mest scoringssikre ligaspiller i Top 50.
- Jeg er blevet klogere og mere kynisk. Og i takt med, at jeg har fået nogle holdkammerater, som søger mig meget, er det klart, at jeg også kan vælge mine chancer med mere omhu. Jeg behøver ikke gå på mål for enhver pris, fortæller Frederik Bjerre.
En anden del af forklaringen, mener Bjerre skal findes i hans fløjkollega Magnus Bramming og den konkurrence, de giver hinanden hver dag til træning.
- Magnus og jeg presser hinanden godt. Det er også med til at gøre mig bedre. At have en så god medspiller gør, at jeg skal være skarp hver dag til træning. Jeg har stor respekt for ham og alle de ting, han har præsteret i klubben, roser Frederik Bjerre.
Ny sæson venter
Om få dage møder TTH-spillerne ind til en ny sæson i Gråkjær Arena. Og med en ny sæson følger nye mål.
- Sulten er kun blevet større efter sidste sæson. Nu gælder det en ny turnering, og jeg er klar til at give den maks gas, siger Frederik Bjerre og afslutter.
- Personligt, så vil jeg bare gerne være den bedste. Det lyder måske lidt nonchalant, men det er mit mål.
Personlig sponsor for Frederik Bjerre er Struer Kleinsmedie