Af Nanna Gantriis - Photo Overlund
Når der fløjtes af i Broager Sparekasse Skansen i Sønderborg onsdag aften, fløjtes der samtidig af for en flot håndboldkarriere.
Christian Jensen har valgt at sætte håndboldskoene på hylden, og kampen mød SønderjyskE bliver dermed karrierens sidste. Årsagen skal findes i højrefløjens knæ, der ikke længere vil være med til et liv med eliteidræt.
- Den helt afgørende grund er, at jeg er træt af at have smerter efter hver kamp og hver træning. Jeg skal også have et liv efter håndbolden, og her vil jeg gerne kunne leve et aktivt liv og lege med min datter. Det vil ikke være muligt, hvis jeg fortsætter med at spille håndbold, fortæller den 27-årige højrefløj.
En høj pris at betale
To korsbåndsskader og mere end 10 års håndbold på eliteniveau har sat sine spor hos Christian Jensen, og prisen for at spille håndbold har været høj det seneste år.
- Jeg har brugt mange ressourcer på at restituere efter kampe, og generelt har jeg det seneste års tid spillet med mange smerter. Nok også for mange smerter til, hvad godt er.
Onsdag spiller Christian så karrierens sidste kamp. Og en speciel en af slagsen, da det var netop Sønderjyske han spillede i, inden turen gik til Holstebro i 2020.
- Jeg er glad for at slutte karrieren på en af mine tidligere hjemmebaner. Jeg kender rigtig mange gode mennesker dernede, så når nu min sidste kamp skulle være på udebane, er jeg glad for, at det bliver i SønderjyskE.
Gode minder og gode mennesker
Når der fløjtes af i Sønderborg onsdag aften, vil højre fløjen kunne se tilbage på en håndboldkarriere med DM-guld, pokalsølv og både VM-guld og -sølv med ungdomslandsholdet.
- Der har været ekstremt mange gode minder, og ikke mindst ekstremt mange gode mennesker, siger Christian og siger om de seneste tre år i TTH:
- Jeg har været utrolig glad for min tid i Holstebro. Holstebro er en rigtig håndboldby, hvor opbakningen er kolossal, og det er fedt at mærke, uanset hvor man går rundt. Jeg håber den store opbakning bliver belønnet med gode oplevelser på håndboldbanen de kommende år.
Fra klubben skal der lyde en stor tak for indsatsen i den hvide trøje og al held og lykke til Christian og hans familie med den nye tilværelse.
Personlig sponsor for Christian Jensen er