17.11.2022

Fløjduo stopper i TTH Holstebro

Christian Jensen og Rasmus Kier stopper i TTH Holstebro, når deres kontrakter udløber til sommer.

Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

For de to fløjspillere bliver denne sæson den sidste i TTH-trøjen - i hvert fald for denne gang.

Christian Jensen kom til klubben fra SønderjyskE Håndbold i sommeren 2020, og har været godt tilpas med at trække den hvide TTH-trøje over hovedet de seneste tre sæsoner:

- Jeg har været rigtig glad for at være en del af TTH Holstebro. Det ærgrer mig naturligvis, at to knæskader har holdt mig væk fra banen i en længere periode, men jeg oplevede under begge genoptræningsforløb en stor tro på, at jeg kunne komme godt tilbage. Holstebro er en fed håndbold-by, og dét er jeg glad for at have mærket de seneste to et halvt år.

Kier: ’Glad for de gode holdkammerater og et godt hjemmepublikum’

For Rasmus Kier er det blevet til to sæsoner i TTH Holstebro. Han kom til klubben i 2021 fra Århus Håndbold og faldt hurtigt til både på og uden for banen:

- Jeg har været glad for tiden i Holstebro. Her har jeg været omgivet af gode holdkammerater, gode mennesker omkring klubben og ikke mindst et fedt hjemmepublikum i Gråkjær Arena, udtaler Rasmus Kier, der har fokus på at slutte godt af i TTH Holstebro:

- Jeg har fortsat fuld fokus på at opfylde vores sportslige mål. Og så skal jeg bare give den gas resten af sæsonen.

Farvel til to gode holdkammerater

Det bliver dermed et farvel til to spillere, som har givet klubben masser af personlighed og et godt stykke arbejde på håndboldbanen.

- Både Christian og Rasmus har ydet en flot indsats i TTH-trøjen. De er to gode holdkammerater, som med deres personlighed og engagement har skabt masser af humør og fællesskab i klubben. Vi ønsker dem begge et stort held og lykke fremover, siger direktør John Mikkelsen.

Klubben vil indenfor kort tid præsentere en ny spiller, som skal overtage Christian Jensen og Rasmus Kiers plads på højre fløj.

Personlig sponsor for Christian Jensen og Rasmus Kier er henholdsvis Specialbutikken og Hvide Sande Bryghus.

Forrige Næste