30.08.2024

Flot sejr i årets første hjemmekamp!

Torsdag aften fik TTH Holstebro den bedste start på den nye sæson, da holdet vandt 32-28 over Skanderborg AGF Håndbold i 1/8 finalen i Santander Cup.

Foto: Photo Overlund

Premieresejren blev grundlagt efter en meget flot spillet 1. halvleg, hvor Thomas Damgaard og co. diskede op med angrebsspil på højt niveau.

Gang på gang spillede holdet sig til store muligheder og forspringet på 19-14 til pause, var endda en 3-4 mål for lidt i forhold til spil og chancer.

2. halvleg blev en mere rodet og en lige forestilling, hvor TTH førte med 3-5 mål gennem halvlegen. Fem minutter før tid missede gæsterne chancen for at komme helt tæt på TTH.

Det udnyttede hjemmeholdet med to mål i det sidste minut, og dermed kunne cheftræner Arnór Atlason sammen med holdet juble over en flot sejr på 32-28.

Alt i alt en flot start af TTH-mandskabet, hvor alle spillere ydede en god indsats med masser af udstråling og fight.

Hos TTH var playmaker Thomas Damgaard holdets bedste, og han blev fortjent kåret til ”Man of the Match” by Mr. Arthur i Struer. Efter kampen udtrykte Damgaard sin glæde over at være tilbage på hjemmebane:

- Det var fedt at være tilbage i Gråkjær Arena, og det var noget, vi virkelig havde set frem til efter en hård pre-season.

Han lagde også vægt på betydningen af sejren i pokalturneringen:

- Det betyder meget for holdet, at vi er videre i pokalturneringen. Det er den hurtigste vej til at komme til at spille om medaljer, og det går vi benhårdt efter.

Personlig sponsor for Thomas Damgaard

 

 

Forrige Næste