21.08.2022

Flot sponsoropbakning til fantiltag

Når den nye TTH-sæson fløjtes i gang den 29.august med pokalkamp i Gråkjær Arena, så vil der fra start være flot opbakning til de nye fantiltag i klubben. 16 sponsorer har indtil videre indgået et fan-partnerskab.

Af Nanna Gantriis - Foto: Louise Boo

Stemningen i Gråkjær Arena kommer i den nye sæson til at ligne den, vi så til forårets kampe. Dette skyldes at vi i klubben har fået flot opbakning fra vores sponsorer til at ansætte fankoordinator Morten Damgaard samt igangsætte nye publikums- og fantiltag. 

- Vi har ønsket at få sat endnu mere fokus på stemningen og oplevelsen i Gråkjær Arena, og derfor vil vi løbende i sæsonen iværksætte flere tiltag, som kan glæde alle vores gæster uanset alder. Klubbens fankoordinator Morten er i fuld gang, og med et godt samarbejde med fanklubben og vores unge TTH Dragons, er flere gode tiltag allerede klar til at blive ført ud i livet, siger TTH-direktør John Mikkelsen, der glæder sig over, at der både før og under kampene bliver gode oplevelser for publikum.

Sponsoropbakning skaber flere tiltag
Med den flotte opbakning fra vores 16 fanpartnere kan klubben i den kommende sæson tilbyde flere fantiltag. Early Bird-billetpriser, fanspisning og livemusik til hjemmekampe, ekstra tiltag til de unge fans og fanklubben samt fanbus til udvalgte udekampe er blandt de tiltag, der nu er gjort muligt med de nye fanpartnerskaber. 

- Der skal lyde en stor tak til vores sponsorer, som er med til at iværksætte disse gode tiltag. Opbakningen gør, at vi kan fortsætte med at skabe gode håndboldoplevelser til både hjemme- og udekampe, siger John Mikkelsen, som er stolt over den flotte opbakning.  

Et fanpartnerskab i TTH Holstebro koster kr. 10.000 + moms pr. sæson. Hele beløbet går til at skabe tiltag for publikum og fans. 

Der skal lyde en stor tak til de 16 fanpartnere:

  • Arne Hald, Degn/TOP SHOP, EL:CON, Spar Nord og Caterfood
  • Jørgen Jensen Distribution, Vognmand Skræddergaard, K-Vinimport
  • Redoffice Konpap, IT Relation, Stubkjær Grill, Royal Unibrew
  • ID Identity, Kumo Møbler, Salmansen og co samt Gråkjær

Klubbens første hjemmekamp er mandag den 29.august kl. 19.00 hvor vi møder Mors-Thy Håndbold i Gråkjær Arena. Bestil dine billetter til EARLY BIRD-pris ved at klikke her

Forrige Næste