Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund
Frederik Tilsted kom til TTH Holstebro i sommeren 2021, og med hans beslutning om at søge nye udfordringer, bliver de kommende syv måneder de sidste i TTH for denne omgang.
Playmakeren sidder på nuværende tidspunkt ude med en knæskade, men han viste i sæsonens første tre måneder en flot spillemæssig udvikling. Derfor ville klubben også gerne have forlænget samarbejdet:
- Vi ønskede at forlænge samarbejdet med Frederik. Han er en ung spændende spiller med et stort potentiale, som vi gerne ville have mulighed for at videreudvikle. Desværre har vi ikke de samme ønsker på nuværende tidspunkt, og vi respekterer derfor Frederiks beslutning. Sammen vil vi nu gå efter at få en stærk afslutning på denne sæson, udtaler TTH-direktør John Mikkelsen.
Frederik Tilsted: ’Har udviklet mig som spiller og som menneske’
Frederik Tilsted fortæller selv, at det har været en svær beslutning at forlade klubben:
- Jeg har lært meget i min tid i TTH Holstebro. Både som spiller og som menneske. Og derfor har det været svært at træffe beslutningen. Mit valg om at stoppe er taget ud fra, hvad jeg synes er bedst for mig på nuværende tidspunkt.
Playmakeren kommer til at tage mange positive oplevelser med sig fra Holstebro:
- Jeg vil se tilbage på mine to sæsoner i klubben som nogle af de mest udviklende i min karriere. TTH er en god klub med et stærkt sportsligt set-up, og jeg vil glæde mig til at følge klubben i fremtiden, siger Frederik Tilsted og sender samtidig en stor tak til sine holdkammerater og tilskuerne på lægterne:
- Det er en fornøjelse at spille for vores fans i Gråkjær Arena, ligesom det er en fornøjelse at tilbringe hverdagen med mine holdkammerater og folk omkring klubben. Lige nu arbejder jeg for at komme stærkt tilbage på håndboldbanen, og så skal den have fuld gas resten af denne sæson, afslutter playmakeren.
Frederik Tilsted forventes tilbage på håndboldbanen igen i februar.
Personlig sponsor for Frederik Tilsted er