18.10.2024

Fremgang i TTH Ungdom

TTH Ungdom har oplevet en flot udvikling den seneste tid.

TTH Ungdom har oplevet en markant fremgang med over 60 unge spillere fordelt på U17, U19 og U23-holdene samt en akademiafdeling, der er vokset fra 15 til over 30 spillere. Denne udvikling afspejler klubbens målrettet indsats for at skabe optimale rammer for talentudviklingen i TTH Holstebro. Samspillet mellem TTH Ungdom og ligatruppen er blevet styrket, hvor flere unge nu deltager i ligatruppens træninger, og ligaspillerne aktivt bidrager til både ungdomstræninger og akademiet.

Vi er stolte af at have hold i de bedste ungdomsrækker: U17-holdene spiller i 1. division og 2. division, U19-holdene spiller i ligaen og 1. division, mens vores U23-hold spiller i 2. division.

Siden Jacob Hessellund tiltrådte som talentansvarlig sidste sæson, har han spillet en central rolle i at fremme både træningskulturen og fællesskabet:

- Vi oplever en positiv energi og stemning i ungdomsmiljøet. Der er kommet mere liv, og interessen for håndbolden er voksende. Vi har i bund og grund en stor gruppe drenge, der brænder for at blive dygtigere og giver utrolig meget til fællesskabet, udtaler Hessellund.

 

Hverdagen i TTH Ungdom

Hverdagen i TTH Ungdom er kendetegnet ved et godt træningsmiljø og fællesskab, hvor spillerne støtter hinanden i at blive dygtigere. Med strukturerede træninger og en dedikeret indsats fra både trænere og spillere bliver der lagt vægt på udvikling både på og uden for banen:

- Det er utrolig fedt at være ungdomsspiller i TTH. Vi er en god gruppe unge mennesker, som hver gang kommer til træning med godt humør, men samtidig også med god fight, vilje, engagement og ikke mindst intensitet. Vi er en klub, der gerne vil vinde, og det skaber intensitet og konkurrence blandt os, både til træning og kamp, hvilket er vildt fedt og er med til at skabe et godt træningsmiljø.

Jonas fortsætter:

- Fælleskabet i TTH er helt unikt. Vi har altid en fest når vi færdes i blandt hinanden, om det er før/efter træning, til arrangementer eller andet er sådan set ligegyldigt. Der er altid et godt fælleskab og kammeratskab. I øvrigt er det fælleskab som er blevet opbygget mellem ligatruppen og ungdom også noget som virkelig giver noget til følelsen af at være en del af TTH. Især genrejsningen af dragons har været med til at styrke fælleskabet blandt liga og ungdom, og viser at når vi gør noget sammen gør vi det altid 110%, fortæller Jonas Bøjlesen, U19 spiller.

 

Samarbejde med idrætsefterskolen Lægården

Idrætsefterskolen Lægården er et af de miljøer, som vi har samarbejdet med i flere år, hvor vi også oplever udvikling. Dette samarbejde inkluderer et holdfællesskab på U-17 1, hvor elever fra Lægården får mulighed for at blive en del af TTH Ungdom:

- Det har været fantastisk og blive en del af TTH Ungdom, god modtagelse både fra mine holdkammerater på U17 men også U19/23. Jeg føler mig altid velkommen i Gråkjær Arena, afslutter William Moselund, elev på Lægården.

Med denne positive udvikling ser TTH Holstebro frem til at fortsætte med at skabe muligheder for unge talenter, så de kan udvikle sig og nå deres fulde potentiale i håndboldverdenen.

En stor tak til klubben Talentpartnere:

BILKA HOLSTEBRO, BOJSEN BILER A/S, DANSK HOLSTEBRO APS, FÆRCHFONDEN, HOLSTEBRO ELITESPORT, IVAN JAKOBSEN ENTREPRENØRFIRMA A/S, KELLMANN DESIGN APS, LINDS A/S, OLE KJELDSEN VVS, RØNS KØLETEKNIK APS, SPECIAL-BUTIKKEN HOLSTEBRO A/S, VALD. BIRN A/S, VESTJYSK BANK A/S, ØSTERMARK ENTREPRENØRFORRETNING A/S

Forrige Næste