Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund
En spillede stort i første halvleg. Den anden spillede stort i anden halvleg.
Tilsammen havde Frederik Tilsted og Jonas Gade en vigtig andel i onsdagens point mod Skjern Håndbold:
- Jeg føler, at det var os, der havde teten i den sidste del af kampen. Og havde vi været lidt skarpere til sidst, så kunne vi have fået to point med fra den her kamp, sagde Jonas Gade efter slutfløjt.
Tre i træk for TTH. Men hvorfor?
Onsdagens uafgjorte resultat betyder, at TTH-mandskabet nu er ubesejrede i tre kampe i træk. Noget, der ikke er helt tilfældigt, mener Frederik Tilsted:
- Vi har fået bygget en god base op i vores forsvar, og så står Sander endnu en god kamp i målet. Desuden arbejder vi os til nogle bedre chancer foran mål i dag, end vi gjorde de første kampe i sæsonen. Det er en klar forbedring - især når man tænker på, at Skjern har et af ligaens bedste forsvar, siger playmakeren, der var fyr og flamme de første 20 minutter af kampen. Fem mål formåede den unge thybo at hamre ind i første halvdel af opgøret.
Nu venter der en kamp-fri uge, inden turen går til Silkeborg og bronzevinderne fra BSH lørdag den 1. oktober.
Vi arrangerer udebanetur med bus og billet til kampen. Bestil din plads ved at klikke her.
Personlig sponsor for Jonas Gade og Frederik Tilsted er Gaardhøje og STS Biler Holstebro.