Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund
- Alle kan tabe til alle. Alle kan vinde over alle. Se bare på SønderjyskE, der vinder over GOG den ene uge og taber til HC Midtjylland i den næste. Ligaen er tæt som bare pokker.
Ordene kommer fra Søren Hansen og beskriver meget godt det efterår, holdene har leveret i HTH Herreligaen.
Netop derfor analyserer trænerteamet i TTH også hver eneste tackling, scoring og redning - et job de nu får endnu mere tid til den kommende måned, hvor en landsholdspause giver tid til faglighed og fordybelse.
- Vi skal bruge januar på at arbejde på vores koncept. Vi er tilfredse med flere ting, men det kan sagtens blive mere helstøbt og stabilt, så vi står stærkere i modgang, siger Søren Hansen og suppleres af Halldór Sigfússon:
- Vi havde en god, lang periode hvor vores forsvar stod rigtig godt, og vi lukkede sjældent mere end 30 mål ind. Vi mistede noget af det forsvars-momentum i december måned, og derfor er det fokuspunkt for os, når vi møder ind i starten af det nye år.
Gentagelser er svaret i angrebet
Udover fokus på forsvaret er januar også tiden for at spille angrebet bedre sammen, og forhåbentlig få Frederik Tilsted tilbage på håndboldbanen.
- Når der sker en skade, så starter man forfra. Det er udfordrende, og det er det for alle hold, siger Søren Hansen og uddyber:
- Vi så hvordan Tilsted og Markussen havde et rigtig godt sammenspil i oktober måned, inden Frederik måtte udgå med en skade. I mellemtiden har vi fået Johan Meklenborg tilbage på holdkortet, og det er dejligt at råde over ham igen. Vi ser januar måned som en mulighed for at få spillet angrebet, heriblandt Tilsted og Johan, endnu bedre sammen, og det kræver gentagelser. Gentagelser, gentagelser, gentagelser.
Fuld fokus på top 8
Inden sæsonens start var målsætningen top 8 og en slutspilsplads for TTH Holstebro. Sådan er det stadig understreger Søren Hansen:
- Vi har fokus skarpt rettet mod at komme i slutspillet. Det bliver et spændende forår, og det kan meget vel blive afgjort på den sidste spilledag.
Han bakkes op af Sigfússon:
- Det kommer til at kræve 100% fra vores side hver eneste gang. Når vi vender tilbage efter julepausen, er vi alle klar og motiverede på at arbejde endnu hårdere og bruge tiden fornuftigt.
Du kan allerede nu købe dine billetter til de første to hjemmekampe i 2023 mod BSH og HC Midtjylland ved at klikke her.
Personlig sponsor for Søren Hansen og Halldór Sigfússon er ID Identity og JJD.