12.02.2024

Jens greb chancen i Aalborg: 'Fedt at prøve sig af i denne arena'

I Kevin Gulliksens fravær fik 20-årige Jens Møller chancen overfor Landin, Møllgaard og de andre stjerner fra Aalborg Håndbold. Og vores unge fløjspiller lod sig ikke gå ubemærket hen i Gigantium.

Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Lad os starte med at få én ting på det rene: Jens hader at tabe.

Det hadede han også i lørdags, da han sammen med TTH-mandskabet led et nederlag til Aalborg Håndbold på udebane.

Men selvom Jens hader at tabe og sjældent gemmer på de kampe, der ender uden point, så kunne han alligevel tage en særlig oplevelse med hjem fra kampen mod Aalborg.

I fraværet af Kevin Gulliksen, der havde problemer med læggen i lørdagens kamp, var der nemlig fuld spilletid til Jens på højre fløj.

Fra mål mod Hjallerup til mål mod Aalborg

Spilletid er Jens Møller vant til at få masser af på klubbens 2. divisionshold, hvor han er et af holdets bærende kræfter. Men det var alligevel noget andet at indtage halgulvet i Gigantium og starte inde for første gang i ligasammenhæng.

- Arnór havde allerede prikket mig på skulderen torsdag aften efter Skjern-kampen og forberedt mig på, at jeg nok skulle spille en del mod Aalborg. Men jeg blev alligevel overrasket, da jeg lørdag får af vide, at jeg starter inde, fortæller den unge højre fløj og indvier os i, hvad der skete i dette moment:

- Så går man ind i et lidt andet mode, end hvis man starter på bænken. Nu får jeg stillet en konkret opgave, og den skal jeg ind og løse.

Når det hårde arbejde belønner sig

Med fire mål på fem forsøg blev opgaven løst og tilskuerne i Aalborg blev bekendt med TTH-talentet Jens Møller. Og selvom han ikke er meget for at rose sig selv i nederlagets stund, så lægger Jens ikke skjul på, at det var rart at gøre en god figur:

- Jeg er naturligvis ikke tilfreds med at vi tabte, og jeg har også nogle ting, jeg gerne ville gøre bedre i kampen. Men når det så er sagt, var det en forløsning at det gik godt, siger Jens og henviser til de mange timer, unge talenter som ham selv, lægger i håndboldhallen.

- Det er jo det her, der er det fede. At få lov til at gøre det godt på liganiveau og få lov til at spille en god kamp i sådan en arena mod et hold som Aalborg, siger Jens og opsummerer:

- Det bekræfter en i, at det man laver, er rigtigt. Og at det er det værd, når man lægger så meget tid i sin håndbold.

Personlig sponsor for Jens Møller er:

Forrige Næste