24.01.2024

Jonas Jepsen skifter til 1. divisionsklub

Jonas Jepsen har fået en spændende mulighed i 1. division, som klubben ikke vil stå i vejen for. Derfor skifter bagspilleren med øjeblikkelig virkning til HC Midtjylland.

Af Nanna Gantriis - Foto: Ole Mortensen

20-årige Jonas Jepsen har været en del af klubbens talentudvikling siden 7. klasse, og han har derfor taget hele vejen fra sportsklasserne på Nørre Boulevard Skolen til ligaholdet.

En flot og målrettet udvikling som er sket i et godt samarbejde mellem Holstebro Elitesport og TTH Ungdom.

Efter 1,5 år på ligatruppen er der nu opstået en ny sportslig mulighed i HC Midtjylland, som Jonas Jepsen har ønsket at gribe.

- Jeg har haft mange gode år i TTH Holstebro - først som ungdomsspiller og nu som ligaspiller. Men tiden er inde til at prøve noget nyt, og kombineret med at vores bagkæde bliver styrket yderligere dette forår, har jeg ønsket at tage imod den mulighed, jeg har fået fra HC Midtjylland, udtaler Jonas Jepsen.

Søren Hansen: ’Bevis på et godt talent set-up’

Selvom klubben naturligvis gerne ville beholde Jonas Jepsen, så er der også forståelse for bagspillerens ønske, fortæller ligatræner Søren Hansen, som har fulgt Jonas’ vej tæt fra ungdomshåndbold til ligahåndbold.

- Jonas har udviklet sig godt i TTH Holstebro, og han er et bevis på det gode talent set-up, vi har i klubben, indleder Søren Hansen.

- Jonas har lagt ekstra lag på sit spil gennem masser af ligatræning og gennem kampe i ligaen og på U23-mandskabet. Nu føler Jonas sig klar til næste skridt i hans udvikling, hvilket vi har forståelse for. Derfor vil klubben ikke stå i vejen for den spændende mulighed, Jonas har fået.

Vi takker Jonas for hans store indsats i TTH og ønsker ham held og lykke i HC Midtjylland.

Vi vil følge Jonas tæt de kommende år, og vi håber på et gensyn i den hvide TTH-trøje.

Forrige Næste