02.07.2022

Månedens TTH-profil: Magnus Bramming

Da kalenderen i går viste 1.juli, rundede Magnus Bramming et skarpt hjørne. 10 år i TTH-trøjen, men klubikonet er stadig sulten efter sejre og titler i klubben, som han kalder for "sin". Månedens TTH-profil, præsenteret af Nørre Vosborg: Magnus Bramming

Af Nanna Gantriis

- 10 år du! Ja… det er vildt

Magnus Bramming sidder på udskiftningsbænken i Gråkjær Arena og tager ordene ind. Som om de 10 års oplevelser lige skal processeres.

- Der er sket meget, og alligevel føler jeg mig stadig som den samme glade, legesyge dreng, der kom herover for 10 år siden.

Et jubilæum der hører til sjældenhederne
Fredag den 1. juli markerede jubilæet, der hører til sjældenhederne i moderne sport. I en verden, hvor tingene ofte skal være nye og helst i udvikling, har Magnus Bramming formået at udvikle sig i den samme klub. Resultaterne bliver sat i relief, når tiden er til en samtale som denne:

- Jeg føler, jeg har udviklet mig meget de sidste 10 år, og jeg har fået nogle kæmpe oplevelser med TTH Holstebro, siger Magnus Bramming og lister op:

- Pokalguld, pokalsølv, to gange deltagelse i Final4 i EHF Cup’en, DM-bronze, DM-sølv... Vi har spillet mange sjove kampe gennem årene, mindes venstrefløjen.

Læg dertil en VM-guldmedalje, titlen som suværen topscorer i EHF Cup’en i 2019, samt titlen som den mest scorende spiller i TTH Holstebro nogensinde. Så er man ved at være nået rundt om de seneste 10 år af Magnus Brammings håndboldliv, der tæller 439 klubkampe og 18 landskampe.

Træt…? Nej da!
Han har fået spørgsmålet mange gange før: ”Er du ikke træt af være det samme sted så længe? Vil du ikke videre?”. Men Magnus Bramming slår fast, at han stadig er sulten efter sejre i TTH-trøjen.

- Jeg vil gerne prøve at vinde en DM-guldmedalje; selvom vi godt ved det bliver svært med den oprustning, der foregår rundt om i klubberne. Og ellers handler det om at vinde så mange håndboldkampe som muligt, så vi fortsat kan sætte det aftryk, som jeg synes, vi har gjort i TTH de seneste 10 år. Vi har i flere sæsoner drillet de store drenge, og det tror jeg, vi kan fortsætte med, såfremt vi arbejder hårdt og holder fokus. Jeg er ikke færdig med at jagte sejre og titler i TTH, og det ved jeg de andre gutter i omklædningsrummet heller ikke er.

John Mikkelsen: Navnet ”Bramming” siger det hele
Da Magnus Bramming i september slog rekorden for flest kampe i TTH-trøjen, nappede han den fra klubbens direktør, John Mikkelsen, der havde siddet solidt på førstepladsen i 25 år. Selvom det kostede en klubrekord, er direktøren glad for de 10 år, Magnus Bramming har tørnet ud for klubben.

- Navnet ”Bramming” hænger på mange måder sammen med TTH Holstebro. Han er klubrekordholder, all time topscorer og så er han den mest vindende i klubbens historie, roser direktøren: 

- Magnus’ 10 år i TTH Holstebro har budt på mange succeser, og vi er rigtig glade for, at Magnus og hans familie befinder sig så godt i Holstebro. Han er jo en spiller, der allerede har skrevet sig dybt ind i klubbens historie, og målet er, at vi skal ud og skrive endnu flere gode historier med Bramming og TTH i fremtiden. 

Prisen som Månedens TTH-profil præsenteres i samarbejde med Nørre Vosborg.

Personlig sponsor for Magnus Bramming

Næste