Af Nanna Gantriis
Den ene har netop pakket sin plads i omklædningsrummet ned. Den anden skal til at finde sin plads - både i metaforisk og bogstavelig forstand.
Mens Emil Jensen efter sommerferien skifter til Lemvig-Thyborøn Håndbold, så skal Jens Kromann Møller være en del af ligamandskabet i TTH Holstebro. De to talenters tidslinjer i TTH er overlappende, men historierne er ret ens.
For dem begge startede TTH-tiden nemlig på Lægården Idrætsefterskole.
- Jeg husker det som en rigtig god tid. Jeg elskede at gå på efterskole og har kun gode minder derfra, indleder Emil Jensen, som gik på Lægården i 2016/2017.
- Enig. Jeg elskede at være der, og det var en efterskole, som passede rigtig godt med de værdier, jeg har, følger Jens Møller op.
’Tryg Havn’-familie gjorde mor tryg
Efter sit ophold på Lægården i skoleåret 2019/2020 valgte Jens at blive i Holstebro, og dermed flytte endegyldigt fra barndomshjemmet i Aarhus.
- Under mit efterskoleophold fik jeg lov at opleve miljøet i TTH Ungdom. Jeg kunne rigtig godt lide det og fik lov til at blive her. Så tog jeg et år mere, og et år mere, og et år mere. Nu står vi her, og jeg skal i gang med min femte sæson i TTH.
Men det må ikke altid have været let at flytte hjemmefra så tidligt?
- Nej, det var det heller ikke. Men jeg fik omgivet mig med nogle gode mennesker, som gerne ville hjælpe mig. Det er noget, jeg synes TTH er rigtig gode til: At tage imod og hjælpe til, fortæller Jens, der fik en ’Tryg Havn’-familie i Holstebro, som kunne hjælpe med praktiske gøremål, invitere på aftensmad og generelt hjælpe den unge teenager i Holstebro.
- Jeg tror det var rigtig godt. Især for min mor. Så vidste hun, at der var nogle, som passede på mig og kunne hjælpe mig, hvis der skete noget, siger Jens og smiler, da han fortæller historien.
Godt håndboldmiljø gav timer på landevejen
Mens Jens Møller fik ny base i Holstebro, så valgte Emil Jensen at flytte tilbage til forældrene i Stoholm efter sit år på Lægården. Dog valgte han - ligesom Jens - fortsat at være en del af TTH Ungdom, hvilket har betydet mange kørte kilometer mellem Stoholm og Gråkjær Arena.
- Jeg vænnede mig til køreturen, fortæller han.
- Jeg gjorde det gerne for at være en del af et godt håndboldmiljø og et professionelt miljø, som jeg ikke synes, jeg kunne få andre steder i min omegn. Derfor valgte jeg at blive ved med at spille i Holstebro, og det har jeg kun været rigtig glad for.
Fem sæsoner blev det til - først i TTH Ungdom og senest på ligamandskabet. Men om lidt skal den hvide trøje byttes ud med den røde og en større rolle i Lemvig-Thyborøn Håndbold for Emil Jensen.
Føler du det er et kapitel, der slutter nu?
- Ja, det kan man godt sige. Nu har jeg været en del af både TTH Ungdom og ligatruppen i en del år, og jeg føler, at Gråkjær Arena er mit hjem på en eller anden måde. Men jeg glæder mig også til at komme ud og blive udfordret på nogle andre måder. Jeg følte, det var min tid til at stå på egne ben nu.
Mulighederne venter forude
Næste gang den hurtige bagspiller kommer tilbage til Gråkjær Arena bliver det som modstander, for første gang i sin karriere:
- Jeg tror kun det bliver en fed oplevelse. Det er altid fedt at spille i Gråkjær Arena - især når Lemvig-Thyborøn er gæst.
På den anden banehalvdel vil Jens Møller stå klar. Til sin første sæson på ligamandskabet:
- Jeg glæder mig bare til at komme i gang og komme ind i det her miljø.
Og skal der gives et godt råd fra det ene TTH-talent til det andet, så mener Emil Jensen det skal lyde sådan her:
- Jeg tror bare, man skal nyde det. Der er mange oplevelser, som kan være svære og tage ind med det samme, men man skal bare nyde det og give den gas. Så skal muligheden nok komme lige pludselig.
Én Lægården-dreng tager ud, og en anden Lægården-dreng er klar til at tage over.
Talentpartnere i TTH Holstebro er BIRN, Færchfonden, Holstebro Elitesport og Holstebro Kommune.
Er du, eller kender du en, som kunne være interesseret i at gå samme vej som Emil og Jens, kan du læse mere om vores efterskolesamarbejde med Lægården ved at klikke her.