13.09.2024

TTH sikrer point efter imponerende comeback

Med en scoring kun 3 sekunder før tid sikrede klubbens nye svenske spiller, Edwin Aspenbäck, 1 point til TTH Holstebro, da holdet torsdag aften spillede 34-34 i en svær udekamp mod Mors-Thy Håndbold.

Foto: TTH Dragons

Opgøret var en tempofyldt kamp med stor intensitet. TTH var uden holdets anfører og forsvarskrumtap Mathias Smed, som sad på bænken på grund af en håndskade.

De to hold fulgte hinanden tæt gennem det meste af kampen, hvor begge hold flere gange var i front med et par mål.

Med 9 minutter tilbage førte hjemmeholdet Mors-Thy Håndbold med tre mål, men på en flot slutspurt i de sidste minutter sikrede TTH sig et både vigtigt og flot point.

Hos TTH Holstebro var der mange gode præstationer. Topscorer blev Frederik Bjerre med 6 mål, mens Thomas Damgaard, Nikolaj Markussen og Christoffer Cichosz hver lavede 5 mål.

Stor glæde over indsatsen

For stregspiller Christoffer Cichosz var der efter kampen en del at glæde sig over:

- En intens kamp, hvor vi kan være stolte af indsatsen og det point, vi kæmpede hårdt for. Holdet viser større robusthed og tro på, at vi kan få point i alle kampe, selv når det ser svært ud.

Med anfører Mathias Smed ude med en håndskade fik Christoffer Cichosz en stor rolle gennem hele kampen:

- Vi ville gerne have haft Mathias med, men alle forsøgte at løse opgaven. Jeg er glad for både holdets og min egen præstation. Nu retter vi fokus mod næste hjemmekamp mod BSH, som uden tvivl bliver et brag, slutter Christoffer Cichosz.

TTH Holstebro takker for den flotte opbakning, som klubben fik af fangruppen TTH Dragons til kampen. Tak til vores fanpartnere, som med deres støtte gør det muligt for vores unge fans at komme med til udekampe.

 

Personlig sponsor for Christoffer Cichosz


 

Forrige Næste