Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund
Placering i ligatabellen
Ribe-Esbjerg har fået en god start på sæsonen, hvor holdet især har været stærke på hjemmebane. Kun ét liganederlag er det blevet til for esbjergenserne på deres hjemmebane(r). Det samme er dog tilfældet for de hvidblusede, der kun har tabt til Aalborg Håndbold hjemme i Gråkjær Arena.
Topscorer
Norske William Aar har for alvor fået gang i skudarmen. Hele 58 gange har venstre backen sendt bolden i mål denne sæson. Frederik Bjerre er den mest scorende på TTH-mandskabet. Venstre fløjen er en my skarpere på sine scoringer. Bjerres scoringsprocent ligger på 81,8, mens William Aars ligger på 80,6.
Flest assists
William Aar er også Ribe-Esbjergs mest assist-sikre spiller, så der er god grund til at holde øje med ham fredag aften. Det samme kan siges om Nikolaj Markussen, der gang på gang sætter sine medspillere i målgivende situationer.
Målmandspositionen
På målmandsposten er der tæt kamp mellem svenske Niklas Kraft og norske Sander Heieren. Begge målvogtere har haft kampe med redningsprocenter over 40%, så det bliver spændende at se, hvem der trækker sig sejrrigt ud af dette interne opgør fredag aften.
Sådan gik det seneste sæson
TTH Holstebro tog sejren på udebane i november måned 2022, da holdet vandt overbevisende 32-23 i Esbjerg. Omvendt kunne Ribe-Esbjerg juble i returopgøret i Holstebro i april med en sejr på 35-34.
Med andre ord er der lagt op til en spændende kamp i Blue Water Dokken fredag aften. Der er kampstart klokken 18.30.