06.12.2023

Stjernestøv i Gråkjær Arena på lørdag

Der er både landsholdsstjerner, ligaprofiler og gamle kendinge på holdkortet, når vi møder BSH på hjemmebane lørdag eftermiddag.

Af Nanna Gantriis

Det er et hold med stor landsholdserfaring, der gæster Gråkjær Arena på lørdag. Hele 7 BSH-spillere har optrådt på landsholdet, og til sammen har de spillet mere end 500 landskampe for Danmark, Norge og Sverige.

Rasmus Lauge er holdets mest erfarne på landsholdsniveau, hvor han har spillet over 150. Lauge spillede en hovedrolle, da Herrelandsholdet i januar måned vandt det 3. VM-guld i træk, og i sommers skiftede han hjem til den danske liga efter 10 år i udlandet.

De 7 landsholdsspillere er:

  • Johan Sjöstrand
  • Nikolaj Øris
  • Rasmus Lauge
  • Alexander Lynggaard
  • Rene Toft
  • Thomas Solstad
  • Peter Balling

Ligaprofiler du skal holde øje med på lørdag

Udover stjernestøv på de forskellige landshold, besidder BSH også spændende ligaprofiler i truppen.Holdets 21-årige målvogter Mikkel Løvkvist har, trods sin unge alder, allerede cementeret sig som en af BSHs vigtigste spillere, og i den anden ende er 23-årige Ludvig Hallbäck et farligt våben for ligaens forsvar.

Besøg af gamle kendinge

Lørdagens kamp bliver ligeledes et gensyn med to tidligere TTH’ere. Peter Balling og Patrick Westerholm vender begge tilbage til klubben, som de repræsenterede i perioden 2014-2020 og 2015-2020.

Vi glæder os til at byde Peter, Patrick og resten af BSH-mandskabet velkommen i Gråkjær Arena på lørdag.

Har du endnu ikke købt billet kan du gøre det ved at klikke her.

Forrige Næste