Af Nanna Gantriis
De tre virksomheder, Madsen Byg, Restaurant SPRØD og Toyota STS Biler, er gået sammen om at skabe en håndboldfest for hele Holstebro og omegn. Det sker, når TTH Holstebro møder Nordsjælland Håndbold torsdag den 16.november kl. 19.00.
ALLE MAND I ARENA’EN
De fire erhvervsdrivende mænd vil gentage den succes, de havde i forbindelse med 'ALLE MAND PÅ STADION', da fodboldklubben HB satte stadionrekord i 3. division.
Denne gang skal festen foregå på håndboldbanen, hvor de tre virksomheder med overskriften 'ALLE MAND I ARENA’EN' ligger op til en spændende aften for både børn, unge og voksne.
VIL SÆTTE TILSKUER-REKORD – kun kr. 25 pr. billet
Arrangementets helt store mål er at sætte ny tilskuerrekord til en grundspilskamp i Gråkjær Arena.
- Det er - så vidt vi ved - ikke sket tidligere, at man har samlet 3250 tilskuere til en grundspilskamp i Gråkjær Arena. Så nu er tiden inde til at sætte den rekord, udtaler Kåre Madsen der, sammen med sin bror Tejs, driver Madsen Byg.
Med opbakning fra de tre virksomheder er billetprisen derfor sat ned til 25 kr., så man kan få så mange tilskuere i hallen som muligt.
SAMMEN OM AT FÅ NOGET TIL AT SKE
Det handler dog ikke kun om at slå tilskuerrekord, fortæller Rasmus Thorsen fra Toyota STS Biler.
- Vi vil give den max gas! Hvis vi vil have noget til at ske her i Nordvestjylland, så skal vi stå sammen. Derfor håber vi på stor opbakning og hjælp fra private og erhvervslivet, når vi kommer rundt til folk.
PUBLIKUMPRÆMIER – til værdi over kr. 100.000
De tre matchpartnere vil før kampen afholde publikumskonkurrencer, hvor en rekordstor præmiepulje på over kr. 100.000 skal uddeles blandt kampens tilskuere.
- Vi afvikler to publikumskonkurrencer på dagen. Et amerikansk lotteri og en TTH-tombola, hvor byens erhvervsliv støtter med en rekordstor præmiepulje. Kombineret med livemusik, fanspisning og happy hour inden kampen, får publikum masser af tiltag og gode oplevelser både før, under og efter kampen, fortæller Aytac Akkaya fra Restaurant SPRØD.
Publikum kan blandt andet få del i den store præmiesum ved at købe tre lodder for 100 kr. i det amerikanske lotteri. Til de første 800 tilskuere vil der medfølge et eksklusivt TTH-halstørklæde.
De tre matchpartnere vil sammen med salgsteamet fra TTH Holstebro kontakte klubbens sponsorer, for at få så mange som muligt med på projektet ved at støtte med præmier og som 1-krone partner.
Programmet for ALLE MAND I ARENA’EN vil blive præsenteret på TTH Holstebros medieplatforme. Billetsalget til kampen starter fredag den 13. oktober klokken 12.00.