28.05.2024

TTH henter ung Bundesligaspiller

23-årige Sven Ehrig skifter fra THW Kiel til TTH Holstebro forud for den kommende sæson. Samtidig stopper Jonas Gade efter gensidig aftale i klubben et år før tid.

Af Nanna Gantriis

Der vil være tyske gloser i omklædningsrummet, når TTH-spillerne møder ind efter sommerferien.

Klubben har nemlig hentet 23-årige Sven Ehrig fra THW Kiel på en 1-årig kontrakt. Her skal tyskeren supplere Edwin Aspenbäck og Kevin Gulliksen på højre back og højre fløj.

En styrkelse i højresiden

- Sven er en spændende ung spiller, der både har erfaring som højre back og højre fløj. Dette gør, at han passer godt ind på holdet, og vi ser, at han kan komplimentere Kevin og Edwin godt i højresiden, udtaler cheftræner Arnór Atlason.

Islændingen hæfter sig desuden ved den erfaring, den unge tysker besidder:

- Selvom Sven har stået i skyggen af store profiler i Kiel, så har han været i en af Bundesligaens største klubber i fire år, og spillet med nogle af verdens bedste. Det giver erfaring, og vidner om en ung spiller, der har masser af talent. Man får ikke lov til at spille fire år i Kiel uden grund.

Klar til at prøve sig af i den danske liga

Med skiftet til TTH glæder Sven Ehrig sig til at tage et nyt skridt i sin karriere og blive en del af den danske liga.

- Jeg føler, det er den rette tid til at prøve noget nyt. Jeg er klar til at udvikle mig yderligere, og det føler jeg er muligt med det miljø, der er i TTH Holstebro. Jeg har en god følelse omkring skiftet, udtaler Ehrig, der brænder for at udvikle sig til en endnu stærkere spiller.

Med skiftet til Danmark på plads, leder Sven nu efter en lejlighed i Holstebro, hvor han vil bosætte sig. Desuden er han klar til at bytte de tyske kasus ud med æ, ø og å.

- Jeg ser frem til at lære dansk og blive endnu bedre bekendt med den danske kultur, men allermest glæder jeg mig til at opleve stemningen i Gråkjær Arena, slutter den 23-årige tysker.

Tak til Jonas Gade

Sven Ehrigs ankomst til TTH sker i naturlig forlængelse af, at Jonas Gade stopper i klubben et år før tid. Vi takker Jonas for hans store indsats i TTH Holstebro gennem de sidste tre år og ønsker ham alt held og lykke i fremtiden.

Svens personlige sponsor bliver ELCON

Forrige Næste