19.10.2024

TTH Holstebro sikrer sig Frederik Arnoldsen

Når sæsonen 2025-2026 skydes i gang den 1. juli 2025, vil TTH Holstebro byde velkommen til den 22-årige stregspiller Frederik Arnoldsen fra Skanderborg AGF Håndbold. Arnoldsen har indgået en treårig aftale med klubben.

TTH Holstebros cheftræner, Arnór Atlason, er begejstret for tilgangen af den talentfulde spiller:

- Jeg er meget glad for, at vi har formået at tiltrække en spiller som Frederik Arnoldsen. Han er en tovejsspiller, der allerede i en ung alder har vist sit potentiale både offensivt og defensivt. Jeg kender Frederik godt og ved, at han er ambitiøs og klar til at gøre det nødvendige for at udvikle sig yderligere. Jeg er sikker på, at dette bliver et stærkt match for alle parter, udtaler Atlason.

For Frederik Arnoldsen er skiftet til TTH Holstebro et vigtigt skridt i hans karriereudvikling:

 - Jeg har valgt at skifte til TTH, da jeg synes det var det næste rigtige skridt i min karriere. Samtidig synes jeg det er en fed klub, med høje ambitioner, ligesom jeg selv også har. Jeg kender samtidig Arnór fra min tid på ungdomslandsholdet, så jeg ved hvilken træner han er. Ellers håber jeg bare på at kunne hjælpe klubben bedst muligt, og udvikle mig yderligere som håndboldspiller. 

Fakta om Frederik Arnoldsen:

  • 22 år
  • Spillet fire sæsoner i Skanderborg AGF
  • 38 U-landsholdskampe for Danmark

 

Frederik Arnoldsen vil have Stubkjær Grill som personlig sponsor:

 

 

Forrige Næste