06.12.2023

TTH støtter julehjælp til udsatte familier

Rekordmange danskere søger julehjælp i år. Derfor samler vi julegaver ind til udsatte familier i Holstebro, når vi spiller hjemmekamp mod BSH på lørdag den 9. december.

Af Nanna Gantriis

Julen er hjerternes fest og et særligt højdepunkt for især børnefamilier. Desværre har alt for mange familier ikke råd til at holde jul eller give julegaver til deres nærmeste.

Derfor er vi i TTH Holstebro gået sammen med Kirkens Korshær om at samle julegaver ind til udsatte familier i Holstebro.

Det betyder, at du til vores hjemmekamp mod BSH på lørdag den 9. december kan donere legetøj, tøj eller andre gode brugte ting, som kan glæde andre familier med økonomiske udfordringer.

Sådan kan du hjælpe:

  • Pak gaven ind og sæt en mærkeseddel på gaven med køn og alder på modtageren. Eksempelvis ”dreng 5 år”, ”pige 11 år” eller ”kvinde str. 40”.
  • Aflever gaven til Kirkens Korshær, der står i foyeren i Gråkjær Arena lørdag inden kampen mod BSH.

Gaverne bliver herefter givet til de familier, der søger julehjælp i Holstebro. Alle bidrag er velkommen.

Kommer du ikke i Gråkjær Arena på lørdag, men har du fortsat lyst til at give en gave, så  kan du aflevere bidrag på TTH-kontoret torsdag og fredag. Så sørger vi for, at gaverne bliver givet til Kirkens Korshær på lørdag.  

Vi er SAMMEN om at skabe en god jul!

Forrige Næste