10.03.2024

TTH-talenter har fremtiden på plads

Den ene forlænger sin kontrakt med et år. Den anden skal ’hjem’ til Aarhus og spille 1. division. Fremtiden er på plads for vores to unge talenter Sebastian Ørum og Jens Møller.

Af Nanna Gantriis - Foto: Ole Mortensen

Sebastian Ørum og Jens Møller har i denne sæson været blandt de bærende kræfter på klubbens U23-mandskab, ligesom de begge har bidraget godt til trænings- og kampmiljøet på ligamandskabet.

Efter denne sæson har de to unge TTH’ere dog valgt at gå to forskellige veje for at fortsætte deres udvikling på håndboldbanen.

Sebastian Ørum har valgt har forlænge sin kontrakt i TTH Holstebro indtil 2025, mens Jens Møller har valgt at skifte til Aarhus HC i 1. division.

Sebastian Ørum: ’God udvikling gjorde forlængelse naturlig’

Sebastian kom til klubben på en ungdomskontrakt i 2022, og siden da har han lagt yderligere lag på sit håndboldspil. Særligt i denne sæson har stregspilleren taget store ryk i sin udvikling, og derfor er motivationen i top for at blive i TTH-miljøet:

- I TTH har jeg et godt træningsmiljø og gode muligheder for at udvikle mig yderligere, udtaler Sebastian Ørum om forlængelsen. Den 22-årige stregspiller uddyber:

- Jeg får masser af spilletid på U23, og jeg er glad for, at jeg kan kombinere tiden på U23 med værdifuld træning på ligaholdet. Desuden er jeg glad for at bo i byen, så alle disse ting tilsammen gjorde en kontraktforlængelse til et meget naturligt valg for mig.

Jens Møller: Efterskoleeleven der blev ligaspiller

Højre fløjen Jens Møller har været en del af Holstebro Elitesport og TTH Ungdom de seneste fire år.

Et ophold på Idrætsefterskolen Lægården i 2019/20 blev startskuddet til en hverdag i TTH Ungdom for den unge aarhusianer, og inden denne sæson bar det hårde arbejde frugt, da Jens fik en fast plads på ligaholdet.

Nu er den 20-årige fløjspiller klar til at tage næste skridt og udvikle sig yderligere i 1. divisionsklubben Aarhus HC.

- Jeg har haft en ekstremt lærerig sæson, hvor jeg har fået lov til at snuse til livet som ligaspiller. Det har gjort mig ekstra motiveret for at udvikle mig yderligere og få flere spilminutter, udtaler Jens Møller, der i den nuværende sæson har suppleret vores norske landsholdsspiller Kevin Gulliksen på højre fløj.

- Jeg har været i Holstebro de seneste fem år, hvor jeg har givet den gas og er gået fra at være efterskoleelev til at få spilminutter i ligaen. Nu er tiden inde til at prøve noget nyt og se, om jeg kan udvikle mig yderligere i 1. division, siger højre fløjen og sender samtidig en tak til de folk, der tog den aarhusianske teenager under vingen tilbage i 2020.

- Jeg kom til et miljø i TTH Ungdom, hvor jeg trivedes, og hvor der var nogle, der troede på mig og mine håndboldevner. Det er i høj grad i TTH Ungdom, at jeg er blevet formet til den håndboldspiller, jeg er i dag.

Vi glæder os over, at Sebastian fortsat er en del af TTH Holstebro. Samtidig ønsker vi Jens held og lykke i det østjyske, hvor vi vil følge hans videre færd.

Personlig sponsor for Sebastian Ørum er Stubkjær Grill, mens Jens Møller har Holstebro Elitesport som personlig sponsor.

Forrige Næste