01.06.2023

Kommende TTH-træner bliver islandsk landstræner

Vores kommende træner Arnór Atlason er i dag blevet præsenteret som assistenttræner for det islandske herrelandshold. Bijobbet som landstræner skal styrke både Atlason og TTH Holstebro i de kommende sæsoner.

Af Nanna Gantriis

Det islandske håndboldforbund har her til eftermiddag præsenteret Snorri Gudjónsson og Arnór Atlason som landets nye landstrænerduo.

Snorri Gudjónsson indtager rollen som landstræner, mens Arnór Atlason, i rollen som assistenttræner, vil følge landsholdet til de fastlagte samlinger og turneringer.

-At Arnór nu kommer til at indgå i det islandske landstrænerteam bekræfter, at han er en attraktiv træner, og at vi som klub får en faglig dygtig træner i de kommende tre år, siger John Mikkelsen.

Landstrænerjob skal styrke TTH Holstebro

Klubbens direktør understreger, at landstrænergerningen er et bijob, og at der ikke bliver ændret på Arnór Atlasons opgaver og ansvar i TTH Holstebro:

-Selvom vi skal give afkald på Arnór nogle uger om året, så ser vi, at det samlet set kommer til at styrke TTH Holstebro. Landstrænerjobbet vil udvikle Arnórs faglighed yderligere, og det kan samtidig gøre klubben mere attraktiv i et sportsligt øjemed. I de perioder hvor landsholdene er samlet, har vi et godt bagland og team i fuldtidstræner Søren Hansen, samt vores sundhedsstab og målmandstræner Søren Rasmussen.

Arnór Atlason glæder sig naturligvis over dagens nyhed:

-Det er en stor ære at skulle repræsentere mit hjemland på denne måde. Det er noget, jeg har drømt om skulle ske på et tidspunkt. Jeg er meget glad for, at TTH Holstebro har været med til at give mig denne chance. Jeg vil gøre alt for, at min rolle som islandsk landstræner også kommer til at gavne og udvikle klubben på bedste vis, siger Arnór Atlason.

Islændingen har indgået en treårig kontrakt i TTH Holstebro og har første arbejdsdag i Gråkjær Arena den 19. juli.

Forrige Næste