Torsdag aften venter den sidste test inden sæsonstart, når TTH Holstebro tager imod de svenske mestre fra IFK Kristianstad i Gråkjær Arena. Der er kampstart kl. 17.30.
For en af sommerens nye spillere, Emil Holmberg Schatzl, bliver kampen noget særligt. Den svenske målmand skal for første gang opleve Gråkjær Arena fra banen som TTH-spiller:
– Det bliver rigtig fedt at spille min første hjemmekamp i Gråkjær Arena. Jeg glæder mig meget til at møde vores fans og opleve stemningen i hallen. Vi vil gerne vise vores fans, at de kan glæde sig til den kommende sæson, og vi kommer til at give alt ude på banen, siger Emil Schatzl.
Stærk svensk modstand
Modstanderen IFK Kristianstad kommer til Holstebro som forsvarende svensk mester og skal i den kommende sæson spille Champions League. Emil Schatzl kender derfor også kvaliteten hos torsdagens modstander:
– Kristianstad er et rigtig godt svensk hold med kvalitet på alle positioner. De vandt det svenske mesterskab i sidste sæson og skal spille Champions League, så det bliver en rigtig god test for os. De står godt defensivt og er stærke i kontrafasen, så jeg forventer en kamp med masser af fart.
Der er gratis entré til kampen i Gråkjær Arena. Opvarmningen begynder kl. 16.30, inden kampen fløjtes i gang kl. 17.30. Efter kampen kl. 18.50 er der spillerpræsentation i fanzonen.