Stærk PRÆSTATION gav storsejr i Skive

Stærk PRÆSTATION gav storsejr i Skive

TTH Holstebro leverede mandag aften præcis den reaktion, der var brug for. Efter lørdagens nederlag til Skjern blev der svaret tilbage med en helstøbt præstation på en svær udebane, hvor Skive fH blev besejret 38-29.

Der var fart over feltet fra første fløjt. Efter fem minutter stod der 4-4, men herefter begyndte TTH Holstebro for alvor at få fat defensivt.

Flere gode defensive aktioner kombineret med store redninger fra Gustavo Capdeville gav mulighed for at sætte tempo den anden vej. Efter ti minutter havde TTH bragt sig foran 7-4, og efter 17 minutter var føringen 11-8.

Mod slutningen af første halvleg havde TTH en periode, hvor det var sværere at få omsat mulighederne til scoringer. Alligevel kunne holdet gå til pause med en 17-14-føring.

TTH Holstebro trak afgørende fra

Skive holdt sig inde i opgøret i begyndelsen af anden halvleg, og efter 34 minutter stod der 19-17 til TTH Holstebro. Men herfra ramte TTH for alvor momentum i begge ender af banen.

Defensiven fortsatte med at levere, og når Skive lavede fejl, blev de konsekvent straffet den anden vej.

Det tætte opgør blev dermed forvandlet til en klar udebanesejr, og efter 60 minutter kunne TTH Holstebro gå fra banen med en 38-29-sejr.

Emil Grønbech gik forrest offensivt med hele 10 scoringer, stærkt fulgt af Jonas Raundahl med syv og Magnus Storgaard Pedersen med seks. Mathias Smed fortsatte samtidig med at komme på måltavlen. Gustavo Capdeville noteret for intet mindre end 16 redninger.

Atlason: Stolt af drengene

Efter kampen glædede cheftræner Arnór Atlason sig især over det udtryk og den disciplin, TTH Holstebro viste:

– Det var virkelig det udtryk, jeg havde ønsket at se. Vi har haft et hårdt program og nogle hårde kampe, der ikke er faldet ud til vores fordel. Jeg har dog ikke været særligt utilfreds med præstationerne. Det er kun mod Sønderjyske, hvor vi var alt for langt fra det, vi gerne vil. Derfor er det imponerende, at vi efter nederlaget i lørdags rejser os tre dage senere på en svær udebane mod et hold, der har spillet rigtig godt indtil videre, siger Arnór Atlason.

Cheftræneren fremhævede samtidig den disciplin, der blev holdt fast i gennem kampen:

– Jeg synes, vi holder os til det, vi har aftalt, hele kampen igennem. Den disciplin er jeg rigtig glad for at se både offensivt og defensivt. Det er fantastisk at se, hvordan vi så trækker fra efter pausen med rigtig gode aktioner i begge ender. Jeg er stolt af drengene for at kunne præstere så godt så kort tid efter lørdagens kamp, siger Arnór Atlason.

En tiltrængt sejr – og ikke mindst en præstation med det udtryk, TTH Holstebro gerne vil stå for.

Målscorere – TTH Holstebro

Emil Grønbech 10
Jonas Raundahl 7
Magnus Storgaard Pedersen 6
William Aar 4
Eskil Reitan 3
Magnus Bramming 2
Jóhannes Andrason 2
Joachim Lyng Als 1
Emil Reinholdt Hansen 1
Mathias Smed 1
Thomas Houtepen 1

Personlig sponsor