Storsejr over de svenske mestre i Gråkjær Arena

Storsejr over de svenske mestre i Gråkjær Arena

Der var lagt op til en spændende generalprøve før sæsonstart, da TTH Holstebro torsdag aften tog imod de forsvarende svenske mestre fra IFK Kristianstad i Gråkjær Arena.

Men spændingen blev hurtigt afløst af begejstring blandt de mere end 800 fremmødte tilskuere. TTH Holstebro leverede en stærk præstation fra første fløjt og bragte sig tidligt foran 10-1. Ved pausen var føringen vokset til 20-7, og efter 60 minutters håndbold kunne hjemmeholdet glæde sig over en overbevisende sejr på 38-18.

Defensivt stod TTH Holstebro særdeles solidt med Gustavo Capdeville som en afgørende sidste skanse, mens offensiven viste stor effektivitet med William Aar som topscorer med 11 mål.

Drengedrøm gik i opfyldelse

For nye Lucas Amby blev kampen en oplevelse, han sent vil glemme:

– Det var en kæmpe stor oplevelse at spille i Gråkjær Arena for første gang i TTH-trøjen. Det er en drengedrøm, som endelig gik i opfyldelse. Samtidig var det en dejlig kamp at komme ind i, fordi vi spillede godt fra start og fik sat os på opgøret med det samme, siger Lucas Amby.

Den unge fløjspiller glædede sig også over opbakningen på tribunerne:

– At der er så mange, som møder op til årets første hjemmekamp, fortæller meget om den store opbakning, der generelt er til håndbolden i Holstebro. Det betyder virkelig meget for os spillere. Over 800 tilskuere til en træningskamp er flot, og vi glæder os til at opleve endnu flere, når sæsonen går i gang.

Klar til alvoren

Sejren giver samtidig TTH Holstebro et stærkt afsæt inden den kommende sæson:
– Det var virkelig den perfekte sidste træningskamp for os. Det var en sejr, vi havde brug for, inden kampene for alvor kommer til at gælde. Vi stod rigtig solidt i forsvaret, hvilket vi har haft stort fokus på i opstarten, så det var en forløsning at se det lykkes i kamp. Samtidig var vi skarpe offensivt, og nu føler vi os klar til, at sæsonen går i gang, siger Lucas Amby.


Næste opgave for TTH Holstebro er pokalkampen på udebane mod Århus Håndbold på torsdag, hvor sæsonens første betydende kamp venter.

Målscorere for TTH Holstebro

William Aar 11, Magnus Storgaard Pedersen 6, Jonas Raundahl 5, Eskil Reitan 4, Emil Grønbech 3, Joachim Lyng Als 2, Emil Reinholdt Hansen 2, Lucas Amby 2, Rasmus Sandholm 1, Jóhannes Andrason 1, Thomas Houtepen 1.

Personlig sponsor: