Tæt på to point mod GOG

Tæt på to point mod GOG

TTH Holstebro var med hele vejen på en svær udebane. Efter en tæt kamp mod GOG måtte TTH nøjes med ét point – og selvom et point på udebane mod GOG normalt er værd at tage med, var følelsen efter kampen, at mulighederne for begge point havde været der.

Starten var ellers langt fra optimal. GOG kom foran 3-0, og først efter seks minutter fik Emil Grønbech hul på bylden med TTH Holstebros første scoring.

TTH fik dog hurtigt arbejdet sig ind i opgøret. Efter ti minutter stod der 5-4 til GOG, og blot to minutter senere havde TTH udlignet til 7-7.

Samtidig begyndte defensiven at få bedre fat. Emil Schatzl kom ind og tog tre straffekast på stribe, mens Gustavo Capdeville også leverede flere store redninger. Emil Schatzl fik dog et vrid i knæet i løbet af første halvleg, og det betød, at han ikke kom på banen igen efter pausen.

Helt åbent til det sidste
Efter 43 minutter var TTH foran 21-19, og med otte minutter tilbage var føringen fortsat intakt ved 27-26. Men GOG fik udlignet til 27-27 efter 53 minutter, og dermed var der lagt op til en helt åben afslutning.

TTH Holstebro måtte til sidst nøjes med det ene point. Et resultat, der på forhånd kunne have været tilfredsstillende på en vanskelig udebane, men som efter kampens udvikling også efterlod en klar ærgrelse over, at det ikke blev til mere.

Reitan: Vi skulle have haft to
Eskil Reitan spillede en stor kamp offensivt og sluttede med hele 10 scoringer. William Aar fulgte efter med seks mål.

Efter kampen var Reitan da også splittet mellem værdien af pointet og følelsen af, at TTH havde haft muligheden for at tage begge:

– Jeg er skuffet. Vi spiller en god kamp og skulle have haft to point. Inden kampen havde jeg gerne solgt den for ét point på udebane mod GOG. Vi spiller en god kamp, og på tirsdag sørger vi for den sidste skarphed, når vi er tilbage i Gråkjær Arena, siger Eskil Dahl Reitan.

Målscorere – TTH Holstebro

Eskil Reitan 10
William Aar 6
Emil Grønbech 3
Jonas Raundahl 3
Magnus Storgaard Pedersen 3
Lucas Amby 2
Jóhannes Andrason 2

Personlig sponsor