TTH Holstebro leverede søndag aften en stærk præstation på den helt store scene i Aalborg. I en udsolgt Sparekassen Danmark Arena blev hjemmeholdet presset hele vejen, men de afgørende marginaler faldt til Aalborg Håndbolds side, som vandt 31-29.
TTH Holstebro kom glimrende fra start. Flere stærke defensive aktioner blev fulgt op af hurtigt kontraspil og velspillede angreb, mens Gustavo Capdeville tidligt bød ind med et par store redninger på helt åbne chancer.
Efter ti minutter var stillingen 7-4 til Aalborg, men TTH Holstebro arbejdede sig tilbage og reducerede til 8-7 efter et kvarter. Hjemmeholdet fik igen skabt afstand ved 14-11 efter 25 minutter, men en stærk afslutning på første halvleg betød, at TTH kunne gå til pause ved 15-14.
Eskil Reitan fortsatte samtidig de gode takter fra sejren over Bjerringbro-Silkeborg. Med masser af energi og gennembrudskraft spillede han igen en markant rolle og endte som TTH Holstebros topscorer med fem mål.
TTH blev ved med at presse på
Starten på anden halvleg blev vanskeligere. Aalborg fik skabt et lille hul, og efter 38 minutter stod der 21-18. TTH Holstebro nægtede dog at slippe kampen.
Det blev dog ikke denne aften, at TTH Holstebro skulle bryde den lange stime uden sejr mod Aalborg. Hjemmeholdet holdt stand og vandt 31-29. Dermed måtte TTH forlade banen uden point efter en kamp, hvor mulighederne ellers var til stede.
Efter kampen satte Jonas Raundahl ord på præstationen:
– Vi er ikke skarpe nok i et kvarter i første halvleg, og alligevel går vi til pause kun ét mål efter. Vi har alle muligheder for at vinde i aften, men vi er ikke skarpe nok til at udnytte dem på en aften som i aften. Der er meget, vi kan tage med frem mod torsdagens udekamp mod GOG, siger Jonas Raundahl.
De unge greb chancen
En af de helt store positive historier var minutterne til de lokale talenter Emil Reinholdt Hansen og Lucas Amby.
Begge fik chancen på den store scene – og begge kvitterede med tre mål på tre afslutninger på Niklas Landin.
Allerede torsdag venter næste store opgave, når TTH Holstebro skal på udebane mod GOG.
Målscorere – TTH Holstebro:
Eskil Reitan 5
William Aar 5
Jonas Raundahl 4
Magnus Storgaard Pedersen 4
Emil Reinholdt Hansen 3
Lucas Amby 3
Jóhannes Andrason 2
Teis Horn Rasmussen 2
Joachim Lyng Als 1