TTH jagter de første udebanepoint mod GOG

TTH jagter de første udebanepoint mod GOG

TTH Holstebro skal torsdag aften på endnu en stor udfordring i Bambuni Herreligaen, når turen går til Arena Svendborg og udebanekamp mod GOG. Der er kampstart kl. 20.00, og opgøret kan følges på TV2 Sport.

TTH Holstebro har fået en flot start på den nye sæson. Først blev det til to point hjemme mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, inden holdet søndag leverede en stærk fight på udebane mod de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold, hvor det var tæt på at give point.

Magnus Storgaard Pedersen synes, at de første kampe har vist, at holdet står et godt sted tidligt på sæsonen:

– Det har været dejligt at komme i gang med de betydningsfulde kampe igen. Jeg synes, vi har vist os rigtig godt frem i de første to kampe, og med lidt mere skarphed kunne vi have stået med fire point. Nu handler det om at bygge videre på de gode ting, vi har vist, siger Magnus Storgaard Pedersen.

Endnu en stor udfordring

Onsdag venter endnu en vanskelig udebane. GOG skal igen i denne sæson spille Champions League og har samtidig forstærket truppen med flere markante navne. Blandt andre er den danske landsholdsmålmand Kevin Møller vendt hjem, mens også Frederik Møller, som i sidste sæson spillede for TTH Holstebro, nu er at finde i den gule trøje.

TTH går derfor ind til kampen med stor respekt for modstanderen, men også med tro på egne muligheder:

– GOG på udebane bliver en rigtig svær opgave, ligesom det var mod Aalborg. Deres trup er rigtig stærk og er blevet forstærket godt frem mod denne sæson. Men jeg har også stor tro på vores hold, og jeg tror på, at vi kan slå alle, hvis vi rammer det niveau, vi ved, vi kan, fortæller Magnus SP.

Tempo på TTH’s præmisser
Skal TTH Holstebro have noget med hjem fra Svendborg, peger Magnus SP især på den defensive del og det kollektive arbejde som nogle af nøglerne. Samtidig skal der bygges videre på det tempo, holdet har vist i sæsonens første kampe:

– Vi skal stå godt og kompakt i forsvaret og knokle som et hold gennem hele kampen. Derfra skal vi have fart i vores angrebsspil og kontrafase. Vi vil gerne have en kamp med masser af tempo, men det skal være på vores præmisser, afslutter Magnus Storgaard Pedersen.

Dermed venter den tredje store opgave på kort tid for TTH Holstebro. Efter to lovende præstationer er målet at tage endnu et skridt og jagte sæsonens første point på udebane.

Personlig sponsor