TTH Ungdom og Lægården styrker det sportslige samarbejde

TTH Ungdom og Lægården styrker det sportslige samarbejde

TTH Ungdom og Idrætsefterskolen Lægården fortsætter og styrker det mangeårige sportslige samarbejde omkring udviklingen af unge håndboldspillere.

Samarbejdet mellem de to parter begyndte omkring 2015 med et fælles ønske om at skabe stærke rammer for unge spillere, der både ønsker et godt efterskoleophold og samtidig har ambitioner med håndbolden.

I dag er samarbejdet en vigtig del af talentmiljøet omkring TTH Ungdom. Her får spillerne mulighed for at kombinere hverdagen og fællesskabet på Lægården med træning og kampe i TTH-regi.

En del af talentvejen i Holstebro

For talentansvarlig Jacob Hessellund er Lægården en vigtig medspiller i arbejdet med at skabe et stærkt udviklingsmiljø og en naturlig vej videre i TTH:

– Lægården er en vigtig medspiller i vores talentudviklingsmiljø af flere grunde. Efterskolen tilbyder først og fremmest nogle rigtig gode rammer og faciliteter, der er med til at løfte hele setuppet. Derudover oplever vi at spillere tilvælger netop Lægården pga. klubsamarbejdet med TTH, der samlet set styrker U17-årgangen, udtaler Jacob Hessellund.

Samtidig er mulighederne for at fortsætte talentrejsen i Holstebro blevet endnu stærkere:

– Og med vores sportsakademi i byen er der nu en oplagt mulighed for at fortsætte ens talentrejse i Holstebro efter året på Lægården.

Samarbejdet betyder blandt andet, at spillere med det rette niveau og den rette indstilling kan indgå i et holdfællesskab omkring TTH Ungdom og samtidig fortsat spille kampe sammen med deres efterskolekammerater:

– Samarbejdet er med årerne blevet endnu mere velorganiseret, hvor god kommunikation og forventningsafstemning sikrer en god uge som håndbolddreng på Lægården. Med et holdfællesskab omkring hold et kan håndboldspillerne på Lægården både matches i kamp for TTH og med efterskolekammerater på Lægården.

For Jacob Hessellund er netop muligheden for at kombinere de to miljøer en af samarbejdets store styrker:

– Har man den rette indstilling og niveauet får man optimale udviklingsmuligheder ved at få det bedste fra begge arenaer uden at gå på kompromis med efterskolelivet – et år med fuld fart på fællesskab og udvikling, udtaler Jacob Hessellund.

Hele hverdagen skal hænge sammen

På Idrætsefterskolen Lægården handler samarbejdet ikke alene om at skabe flere muligheder for håndboldtræning. Forstander Ole Dommer fremhæver især betydningen af, at hele hverdagen omkring den enkelte spiller fungerer:

– Det betyder først og fremmest, at vi kigger på hele elevens hverdag – og ikke kun på, hvor mange timer han træner håndbold. Når man både er efterskoleelev og talentfuld håndboldspiller, er det vigtigt, at den samlede fysiske belastning bliver tilrettelagt fornuftigt, udtaler Ole Dommer.

Derfor er der tæt dialog mellem trænerne i TTH Ungdom og på Lægården omkring den enkelte spiller. Træning, kampe og restitution skal hænge sammen med både skole, kost, det sociale liv og de oplevelser, der følger med et efterskoleophold.

Det er netop forståelsen mellem de to miljøer, som Ole Dommer fremhæver som en af samarbejdets helt store styrker:

– Noget af det vigtigste i samarbejdet er den store forståelse, der er mellem de to miljøer. Vi har en fælles forståelse af, at det handler om at udvikle hele mennesket og ikke bare håndboldspilleren. Derfor er der en stor vilje til at finde løsninger sammen, når hverdagen skal gå op, udtaler Ole Dommer.

Et endnu stærkere samarbejde

Til den kommende sæson er ambitionen at gøre samarbejdet endnu stærkere. Det handler ikke nødvendigvis om mere træning, men om at skabe endnu bedre sammenhæng mellem det, der foregår på Lægården, og det, der foregår i TTH Ungdom.

Ole Dommer ser især muligheder i at komme endnu tættere på hinanden omkring den enkelte spiller:

– For mig handler det om, at vi kommer endnu tættere på hinanden omkring elevernes udvikling. Vi skal blive endnu bedre til at koordinere og kommunikere omkring den enkelte elev og skabe en endnu tydeligere rød tråd mellem det, der foregår på Lægården, og det, der foregår i TTH.

Og netop kvaliteten i samarbejdet bliver afgørende:

– Det handler ikke bare om flere træninger. Det handler om kvaliteten og sammenhængen omkring den enkelte spiller, udtaler Ole Dommer.

Målet er fortsat at give ambitiøse unge håndboldspillere mulighed for at få det bedste fra begge verdener: et efterskoleår med fællesskab og oplevelser kombineret med et ambitiøst håndboldmiljø og en naturlig vej videre i talentudviklingen i TTH Holstebro.